How to guides

Giv dine trægulve & træmøbler en sæbebehandling

Sådan giver du dit indendørs træ den rette sæbebehandling, rengøring og pleje

En sæbebehandling giver ikke kun dine trægulve eller træmøbler en resistent, flot og silkeblød overflade. Sæben giver også træet det mest naturlig udseende, hvilket passer rigtig godt ind i den lyse, nordiske indretningsstil. Især lyse trægulve er og har altid været et populært valg. De er nemlig med til at få et rum til at virke større og meget lysere, og skaber samtidig flotte kontraster til især mørke møbler. Sæbebehandlede overflader tåler det meste og er nemme at holde rene.

STEP 1:
Slib overfladen grundigt

Træoverfladen skal først slibes ned til rent træ.

Ved ubehandlet træ:
Slib overfladen med korn 120-180. Støvsug grundigt bagefter og tør eventuelt overfladen af med en klud/moppe hårdt opvredet i rent vand. Træet skal dog være helt tørt, inden videre behandling.

Ved tidligere behandlet træ:
Slib først overfladen med korn 36. Øg herefter kornstørrelsen i finhed og slut af med korn 100-120. Støvsug grundigt bagefter og tør eventuelt overfladen af med en klud/moppe hårdt opvredet i rent vand. Træet skal dog være helt tørt, inden videre behandling.

 

STEP 2:
Rengør med trærens og få det bedste slutresultat

Det er rigtig vigtigt, at træoverfladen vaskes grundigt med Trip Trap Trærens, inden selve sæbebehandlingen.

Trærens er et eminent forbehandlingsprodukt, da det både rengør samt åbner træets porer på samme tid, så den efterfølgende lud og/eller sæbe kan trænge bedre ned i træet. Samtidig er du garanteret en bedre og mere jævn farvefordeling, hvis du behandler overfladen med hvidpigmenteret lud og/eller sæbe efter vask med trærens.

 

STEP 3: (valgfrit)
Bevar træets lyse farve med en ludbehandling

Der er flere fordele ved at behandle trægulvet med lud før en decideret sæbebehandling.

Trip Trap Basislud er et forbehandlingsprodukt, som effektivt går ind og hæmmer træets naturlige gulningsproces, fremhæver træets naturlige årestruktur og giver overfladen et mere attraktivt look. MEN… lud kan ikke bruges alene, da produktet kun stopper gulningen og tilfører hvide pigmenter til træet, og ikke beskyttelse. Efterbehandling med sæbe er derfor nødvendig, da træets porer efter ludbehandlingen fortsat er helt åbne og derfor utrolig sårbare overfor snavs, spildte væsker og andre påvirkninger.

 

STEP 4:
Opnå en silkeblød overflade med polering

Uanset om du har behandlet gulvet med lud efter vask med Trærens, så skal overfladen poleres over med en grøn eller bordeaux slibepad inden selve sæbebehandlingen. Basislud og Trærens får nemlig træet til at rejse sig, da produkterne er vandbaserede. Det er derfor vigtigt at få fjernet al trærejsning og eventuelle overflødige hvide pigmenter, så overfladen i sidste ende bliver silkeblød og behagelig at røre ved eller gå på.

Step 5:
Sæbemæt og beskyt mod vand og snavs

Da træets porer fortsat er helt åbne efter forbehandling med Trærens og eventuelt lud, kan Trip Trap Natursæbe trænge dybere og meget nemmere ned i træet og udfylde porerne med sæbe. På den måde får man en resistent, glat og blød overflade, som tåler de fleste påvirkninger. Den beskyttende, åndbare sæbefilm på overfladen er også med til at forhindre at træet med tiden udtørrer eller revner.

Og som et ekstra plus, så foretages sæbebehandlingen på præcis samme måde som en almindelig gulvvask eller rengøring af et møbel, hvilket gør behandlingen enkel og nem.

Fordele ved Trip Trap Natursæbe:

✔  Parfumefri

✔  Ingen konserveringsmidler

✔  Indeklimamærket

✔  Baseret på naturlige planteolier

Rengøring og pleje

Overfladen skal rengøres og plejes løbende med Natursæbe, som også bruges til selve sæbemætningen af overfladen. Det høje tørstofindhold i sæben gør den utrolig velegnet til behandling og vask af træoverflader, da den rengør og beskytter træet på én og samme tid.

Vi anbefaler altid at bruge to spande, når dit sæbebehandlede trægulv eller møbel skal vaskes: én med sæbevand og én med rent vand. Vask et mindre område ad gangen med sæbevand og skyl så moppen/kluden i rent vand, inden du dypper den i sæbevandet igen og fortsætter med næste område. Derved undgår du at vaske overfladen med beskidt sæbevand, som på sigt kan give træet et gråligt skær.

Husk: Det er vigtigt at følge det anviste blandingsforhold, da sæben er meget fed. Ved overdosering risikerer træet nemlig at få en fedtet overflade og der kan komme synlige fodspor eller håndaftryk. Den fedtede overflade er dog nem at fjerne igen. Vask blot overfladen med rent, lunkent vand og de synlige aftryk forsvinder igen.

 

Del denne side:

Læs også: Gode råd til korrekt gulvpleje

Læs også: Guide til vask og pleje af dit trægulv